Rengøring af gulvfliser og vægfliser i badeværelset er en vigtig del af rengøringen, hvis du vil sørge for, at de holder sig pæne længst muligt. 

Det er nemt og tager forholdsvis kort tid at rengøre fliserne i badeværelset, og gør du det til en del af den ugentlige rengøring, kan det være med til at forlænge flisernes levetid. Vi giver dig vores bedste tips og tricks til, hvordan du bedst renser dine fliser og klinker, så du kan nyde synet af et skinnende rent badeværelse.

Vælg de rigtige rengøringsmidler 

Tag højde for, hvilke fliser du har i badeværelset, og hvilken type rengøringsmiddel, de kan tåle. Der er stor forskel på typen af fliser og de overflader, de forskellige flisetyper har. Som udgangspunkt kan du ofte nøjes med at rengøre fliserne i badeværelset med varmt vand og et mildt rengøringsmiddel, der er skånsomt mod fliser og klinker. 

Fliser med glaserede overflader, kan ofte tåle lidt mere, og kan med fordel vaskes ned med et almindeligt rengøringsmiddel og varmt vand. De tåler som regel også de fleste afkalkningsmidler, så her kan du prøve dig stille og roligt frem. Har man natur- eller marmorklinker, skal man ofte være opmærksom på ikke at bruge for hårde rengøringsmidler med for meget syre.

Et godt tip er at starte med et lille område og så se, hvordan fliserne eller klinkerne reagerer på det. Når først du har brugt et forkert rengøringsmiddel, er det svært at gøre noget, hvis dine fliser reagerer dårligt på for eksempel syre. Så start stille ud og prøv dig frem. På den måde undgår du at komme til at beskadige dine fliser og klinker i badeværelset. 

Må jeg bruge eddike på mine klinker eller fliser? 

Du kan godt bruge eddike på dine fliser eller klinker, men det er vigtigt, at du prøver dig frem, inden du foretager hele rengøringsprocessen, så du er sikker på, at de kan tåle det.

Det er vigtigt, at du ikke bruger eddike eller citronsyre til at rense fugerne i dine klinker eller fliser på badeværelset, mens de er tørre. Det kan risikere at skade fliserne og aflejre sig i fugerne, da de vil suge syren til sig. 

 

Marmor og terrazzo

Hvis du har fliser eller klinker i enten marmor eller terrazzo på badeværelset, er det meget vigtigt, at du ikke bruger syreholdige rengøringsmidler, da disse materialer ikke tåler syre. 

Begge er nemlig naturlige stenmaterialer, der er sammensat af mineralske komponenter og dannet gennem geologiske processer over tid. Syre, derimod, er en kemisk forbindelse, der kan være meget aggressiv over for bestemte stentyper, som for eksempel marmor og terrazzo. 

Hvis man benytter syre på de to stentyper, kan det i værste fald føre til ætsning og misfarvning af stenens overflade. Det kan gøre, at stenens overflade kommer til at se mat og beskadiget ud. I stedet bør du bruge milde rengøringsmidler, der er designet til stenmaterialer.  

Hvis du vil rense dine fliser eller klinker i enten marmor og terrazzo, kan du med fordel benytte flydende brun sæbe eller sæbespåner i stedet for, da det er mere skånsomt mod disse materialer, der kan være mere sarte. Marmoroverflader har også godt af en fugtig mikrofiberklud og varmt vand, der er effektivt og skånsomt. 

Ved at følge disse råd, kan du få din marmor- eller terrazzobelægning til at skinne smukt igen. 

Læs også vores tips til, hvordan du nemt og enkelt kan rengøre terrazzo eller se vores brede sortiment af smukke terrazzo fliser.

Lyt altid til producentens anbefalinger 

Nogle fliser og klinker kan tåle mere end andre, og det er altid en vurderingssag, hvilke rengøringsmidler, man skal tage i brug alt efter hvilke badeværelsesfliser, man har i hjemmet. 

En god idé er altid at forhøre dig hos producenten eller den forhandler, der har solgt dig fliserne eller klinkerne, for at være sikker på, hvilken type fliser, du har med at gøre, og hvad de kan tåle.

Se også: Vores udvalg af smukke lavasten fliser og marokkanske fliser.

badeværelse med terrazzo fliser

Sådan rengør du badeværelsesfliserne

Når du har taget stilling til, hvilken flisetype, du skal rengøre, og hvilken form for rengøringsmiddel, dine fliser eller klinker kan tåle, er det tid til at give den gas med knofedt og de rigtige produkter.

Følg disse trin, når du skal rengøre badeværelset: 

  1. Start med at støvsuge eller feje området for at fjerne det værste støv og snavs, der måtte sidde på fliserne eller klinkerne.
  2. Lav en blanding af varmt vand og et mildt rengøringsmiddel, eksempelvis fra Stonetreatment, eller et andet rengøringsmiddel, specielt designet til badeværelser. Undgå som sagt at bruge alt for hårde, syre- eller klorholdige rengøringsmidler, da de over tid kan beskadige dine fliser og klinker.
  3. Vask eller brus din flise- eller klinkevæg godt ned med vand, så fliser eller klinker er helt gennemvåde. Sørg for at vandet løber ned i afløbet, og brus hele baderummet godt igennem, hvis det er brusenichen, du skal rengøre.
  4. Påfør rengøringsmidlet med en klud eller svamp. Sørg for at det dækker hele området, hvor der er fliser eller klinker. Lad det sidde et par minutter for at opløse pletter og snavs (ikke længere, da det kan beskadige fliser og klinker).
  5. Skrub området grundigt med en blød børste eller en skånsom svamp for at få opløst alt snavs og pletter på fliserne. Når du skrubber på fliserne eller klinkerne, skal du huske at være forsigtig, så du ikke laver ridser på dem.
  6. Skyl til sidst hele området grundigt efter med rent vand for at fjerne alt rengøringsmiddel fra fliserne eller klinkerne. Det er vigtigt at sørge for, at alt rengøringsmiddel er vasket af, så der ikke sætter sig rester af sæbe på fliserne.
  7. Tør fliser eller klinker ned med en ren klud eller et viskestykke for at forhindre skjolder af vand og striber.
  8. Hvis der stadig er genstridige pletter eller kalk på dine badeværelsesklinker, kan du forsøge at gentage processen med et lidt stærkere rengøringsmiddel, der kan opløse snavs og kalkaflejringer. Alternativt kan du prøve at lave en opløsning med vand og bagepulver, der kan fungere som et mildt slibemiddel. Prøv dig stille og roligt frem på et lille testområde.

Det skal du være opmærksom på 

Udover brugen af syre, skal du også være særligt opmærksom på at beskytte dine hænder korrekt og undgå kontakt med øjnene, når du går i gang med rengøringen af badeværelset. Det er altid godt at bruge handsker i gummi eller neopren, når du arbejder med skrappe rengøringsmidler, der kan skade hud og øjne.

Når du skyller sæberesterne af fliserne, er det også en god idé at undgå alt for meget vand, da det kan forårsage vandindtrængning. Selv om fliser og fuger normalt er vandtætte, kan en overdreven mængde af vand nemlig stadig beskadige underlaget. Derfor skal du altid huske at tørre alt det overskydende vand af med en tør klud eller et håndklæde efter rengøringen. 

Hvis du vil forebygge skimmelsvamp på dit badeværelse, så sørg for altid at tørre fliserne grundigt ned og få ventileret rummet godt, efter du har været i bad. På den måde undgår du, at der kommer uønsket skimmelvækst på badeværelset.

Se også: Hele vores udvalg af fliser til badeværelse.